Før jeg begyndte at læse Aristoteles i denne omgang, havde jeg kun læst “Poetikken”, som jeg var særligt interesseret i. Hvad angår hans øvrige tænkning, vidste jeg ikke meget, men jeg havde en idé om at hans fysik var helt ude i skoven. Mon ikke mange har nogenlunde samme indtryk?

Det jeg ville have sagt, ville være noget med at han forklarede genstandes bevægelser og placeringer med at de gerne ville derhen hvor det var naturligt for dem at være. Med andre ord, var han et eksempel på en præ-videnskabelig tænker, der på underlig vis ikke havde fået idéen om at se efter hvad der faktisk foregår, men i stedet lod sine forudfattede meninger om intentioner og mål, gøre hans fysik ubrugelig og naiv. Ja, naiv, fordi det virker som om Aristoteles tænker som et barn. Hvorfor falder bolden ned - fordi det vil den gerne. Noget i den stil. Det er dens telos, dens mål.

Når man så læser Aristoteles, kan man sige mange ting om hans tænkestil og blinde punkter, men naiv er ikke én af dem. Og denne her idé om at han ikke undersøger tingene, ikke bygger på observationer - er også fejlagtig, for når man læser ham, er teksterne fyldt med nuancerede observationer, og en klar holdning om at det er en værdi at undersøge, dissekere og observere.

Det var med alle disse tanker i baghovedet, at jeg for nogen tid siden stødte på en artikel skrevet af den italienske teoretiske fysiker Carlo Rovelli. Aristotle’s Physics: a Physicist’s Look. Jeg fandt den yderst interessant, fordi den starter lige der hvor jeg var ...

Forestil dig et teater i Athen i det fjerde århundrede før vores tidsregning. Hvordan ser det ud? Det er jo ikke et lukket rum med bløde sæder og aircondition. Det er et amfiteater hvor scene og koncentriske rækker af siddepladser er hugget ind i en klippeside som en stor trappe. Hvor mange publikummer var der plads til? 15,000 uden problemer. Virkelig – det er dokumenteret. Solen brænder. Folk har siddet der siden daggry. De har set komedie om morgenen. Nu er det eftermiddag, og tid til noget mere alvorligt [se note]. Skuespillerne, som alle er mænd, har masker på. Koret er i gang. Og midt på scenen står Ødipus, der er ved at opdage, at alt, hvad han troede om sig selv, er forkert.

De femten tusinde mennesker sidder stille. Lytter til figuren på scenen, som råber sin replik ud som en operasanger: Mine børn — hvorfor sidder I her med olivengrene i hænderne og sorg i ansigterne? Det ville ikke sømme sig, at jeg hørte det fra andre. Jeg er kommet selv, i egen høje person. Jeg — Ødipus — jeres konge.

Hvad sker der egentlig i det øjeblik? Hvad gør det ved os, at vi sidder og ser på en mand, der er opdigtet, lide en ulykke, der er opdigtet? Hvorfor er vi overhovedet i teatret? Og hvad tager vi med hjem?

Det er den slags spørgsmål, Aristoteles stiller i sin Poetik. Og hans svar er, som det ofte er med Aristoteles, vældig interessante.

Note

Jeg siger i starten af podcasten (ligesom der står ovenfor) at Athenerne så komedie om morgenen og tragedie om eftermiddagen. Kilderne tyder vist nærmere på den modsatte rækkefølge, og på at forestillingerne typisk var på forskellige dage. Det er dog usikkert hvordan de præcise forhold var. Det er ikke så væsentligt for podcastens indhold, altså læsningen af Aristoteles’ Poetikken. Hvad der overraskede mig mest, er at flere af amfiteatrene var så store, med plads til så mange. Et andet interessant spørgsmål som jeg ikke går ind på, er om publikum til teaterforestillingerne ligesom de optrædende kun var mænd. Det er også usikkert, og diskuteret, men det mest plausible lader til at være at mænd havde forrang, og så var der efterfølgende plads til kvinder og måske børn og slaver efter deres herrers ønske.

Mennesket er af natur et politisk dyr

Zoon politikon.

Det er et udtryk, som Aristoteles bruger i sin bog Politikken, som er blevet gentaget så mange gange at det risikerer at miste sin betydningskraft: mennesket er af natur et politisk dyr. Vi hører det måske bare som et udtryk om politikere, eller en talemåde om snu taktikere eller sådan noget. Men det er i grunden en dyb og biologisk påstand.

For Aristoteles mener det helt bogstaveligt: vi er ikke politiske af vane eller konvention, ikke fordi det er praktisk med et samfund, eller fordi vi finder os selv midt i et samfund hvor vi har indgået en slags stiltiende kontrakt med hinanden. Nej vi er politiske, fordi det er vores natur. Staten er ikke noget, der er lagt oven på et oprindeligt frit og asocialt menneske. Staten er det, vi vokser frem mod – ligesom agernet har egetræet som telos (mål)– er vores telos samfundsborgeren. Vi er politiske dyr.

Og det her er 3. lille afsnit om Aristoteles’ mangeartede interesser (og nr. 27 i serien Thøfner læser filosofihistorien).