Før jeg begyndte at læse Aristoteles i denne omgang, havde jeg kun læst “Poetikken”, som jeg var særligt interesseret i. Hvad angår hans øvrige tænkning, vidste jeg ikke meget, men jeg havde en idé om at hans fysik var helt ude i skoven. Mon ikke mange har nogenlunde samme indtryk?

Det jeg ville have sagt, ville være noget med at han forklarede genstandes bevægelser og placeringer med at de gerne ville derhen hvor det var naturligt for dem at være. Med andre ord, var han et eksempel på en præ-videnskabelig tænker, der på underlig vis ikke havde fået idéen om at se efter hvad der faktisk foregår, men i stedet lod sine forudfattede meninger om intentioner og mål, gøre hans fysik ubrugelig og naiv. Ja, naiv, fordi det virker som om Aristoteles tænker som et barn. Hvorfor falder bolden ned - fordi det vil den gerne. Noget i den stil. Det er dens telos, dens mål.

Når man så læser Aristoteles, kan man sige mange ting om hans tænkestil og blinde punkter, men naiv er ikke én af dem. Og denne her idé om at han ikke undersøger tingene, ikke bygger på observationer - er også fejlagtig, for når man læser ham, er teksterne fyldt med nuancerede observationer, og en klar holdning om at det er en værdi at undersøge, dissekere og observere.

Det var med alle disse tanker i baghovedet, at jeg for nogen tid siden stødte på en artikel skrevet af den italienske teoretiske fysiker Carlo Rovelli. Aristotle’s Physics: a Physicist’s Look. Jeg fandt den yderst interessant, fordi den starter lige der hvor jeg var ...