Alt hvad vi møder i verden er uperfekt, foranderligt og forfængeligt. Det hele er lige ved og næsten. Men næsten hvad? Hvordan kan vi måle det konkrete op mod idealer, når idealerne ikke findes? Denne episode handler om Platons svar på den slags spørgsmål, dvs. hans idelære.

Vi har hørt om Platons Sokrates. Hvordan beskrev Xenofon og Aristofanes ham?

Er en mygs røv en kæmpe trompet? Er Oraklet i Delphi det bedste orakel?

Hvad er den sokratiske metode (elenchus) og hvorfor betragter Sokrates sig selv som en jordmoder? Hvorfor mente Sokrates (ifølge Platon) at læring er erindring der stammer tilbage fra før dette liv?

Alle disse spørgsmål - og flere til - bliver ikke nødvendigvis besvaret, men i hvert fald rejst, i denne episode af "Thøfner læser filosofihistorien" (TLF22)

Så vidt vi ved, skrev han aldrig noget. Vi har i hvert fald ikke en eneste sætning skrevet af ham. Alt hvad vi ved om ham, ved vi fra andre. Fra dem, der fulgte ham, og som efter hans død satte sig for at nedskrive, hvad de huskede, eller hvad de mente at huske. Hvad de syntes, han burde have sagt, hvad andre havde sagt, eller skrevet, at han havde sagt, eller hvad de bare syntes ville fungere godt i den fortælling, de skrev på.

Thøfner og læser filosofihistorien fra begyndelsen. Kronologisk, systematisk, kaotisk, forudsigeligt, overraskende, præcist og legende, seriøst pjattet ...

Denne gang læser vi i Platons dialoger om Sokrates' død; hele forløbet fra anklagen og hans forsvarstale i retten, og frem til han tømmer det bitre bæger. Det foregår i Athen 399 år før vores tidsregning.

Send us a text

Thøfner læser filosofihistorien er kommet til sofisterne (ca. 500 fvt.). Vi hører især om Protagoras og Gorgias - og så læser vi lange uddrag af Dissoi Logoi, et anonymt sofistisk skrift.

Det er jo tomme ord. Ikke andet end retorik. Sådan kan man sige, når man vil kritisere nogen eller noget for at dække over tomhed eller dumhed med en flot overflade. Man hører ikke så tit nogen anklage andre for at være sofister eller bedrive sofisteri. Det er blevet lidt gammeldags, men det betyder nogenlunde det samme, og det viser, at sofisme er et skældsord. Men hvorfor egentlig det? Hvem var sofisterne, og hvorfor opstod den gruppering? Ja, var det overhovedet en ensartet gruppe, og fortjener de deres dårlige ryg? Det er den slags spørgsmål, den her episode handler om: Sofisterne i oldtidens Athen, rundt regnet 500 år før vores tidsregning.

Send us a text

(Thøfner Læser Filosofihistorien, episode 19)

Så er vi i gang igen! Og vi er kommer til Heraklit og hans verden af atomer og tomrum ...

(Thøfner Læser Filosofihistorien, episode 18)

Hvad sker der egentlig, når vin og vand hældes sammen?
Helt præcist?

Nu hvor vi kender atomer og molekyler, vil svaret være, at de små partikler fra substanserne blandes og bevæger sig rundt mellem hinanden.

Anaxagoras' forståelse er anderledes: Der er tale om en ægte forening, hvor grænserne mellem substanserne opløses fuldstændigt.

ALT ER I ALT.

Litteratur, bla.:
Barnes, Jonathan. (1982). The Presocratic Philosophers. Routledge.
Mejer, Jørgen. (2022). Førsokratiske filosoffer. Gyldendal.
Panayiotis, Tzamalikos. (2016). Anaxagoras, Origen, and Neoplatonism. De Gruyter.

En støvet novemberdag i 1904 stod den 37-årige jødisk-tyske arkæolog Otto Rubensohn i en antikvitetsbutik i den egyptiske by Akhmim. Vi er i Øvre Egypten, omkring 470 kilometer syd for Cairo, i en af landets ældste byer, der ligger på Nilens østbred. I antikken var byen kendt som Panopolis eller Khemmis og var et vigtigt center for både græsk-romersk og koptisk kultur.

Som ung, men allerede respekteret repræsentant for Das Deutsche Papyruskartell havde han gjort sig bemærket med betydningsfulde udgravninger i Grækenland. ... Nu stod han her i denne ældgamle ørkenby, Akhmim, hvor græsk og egyptisk kultur gennem århundreder havde mødt hinanden, og hans blik faldt på noget særligt: et kraveformet gravsmykke, hvor forgyldte kobberblade var monteret på nogle strimler af papyrus. Smykket var designet som en begravelseskrans og stammede sandsynligvis fra byens nekropol. Ud på aftenen beskrev han omhyggeligt objektet i sin dagbog. Et tilsyneladende beskedent gravsmykke.

Rubensohn havde ingen idé om at hans køb skulle vise sig at blive et af de mest betydningsfulde moderne fund inden for antik filosofi. For de papyrusstrimler der tjente som understøtning for de forgyldte blade, gemte på noget: en tekst der skulle kaste nyt lys over en af antikkens mest gådefulde tænkere.

I 1992 gjorde papyrologen Alain Martin en forbløffende opdagelse: teksten på fragmenterne var skrevet af den førsokratiske filosof Empedokles fra det 5. århundrede f.Kr. Dette var en sensation, for det var første gang man fandt en direkte overleveret tekst fra en førsokratisk filosof - ikke bare citater og genfortællinger fra senere forfattere, som sædvanlig.

Hvem var denne Empedokles, hvis ord havde overlevet næsten 2500 år gemt i en egyptisk gravkrans? Han var en af oldtidens mest gådefulde og farverige skikkelser - filosof, digter, læge, mystiker og politisk figur, der levede i den græske by Akragas på Sicilien omkring 490-430 f.Kr.

Empedokles personificerede på mange måder græsk filosofis guldalder, hvor grænsen mellem det guddommelige og det menneskelige ofte var flydende. I sine digte præsenterede han sig selv som en guddommelig skikkelse, der vandrede blandt mennesker iført purpurkappe, med en guldkrone om hovedet og bronzesandaler på fødderne, som Diogenes Laertius beretter i "Fremragende filosoffers liv og meninger".

Litteratur, bla.:
Inwood, Brad. (2001).The Poem of Empedocles. A TEXT AND TRANSLATION WITH AN INTRODUCTION. University of Toronto Press.
Clausen, Sophus: Atomernes oprør
Jüdisches Museum Berlin (Udstilling om Otto Rubensohn)

Floden hvor du satte din fod lige nu, er væk.
Vandet giver plads til dette.
Nu dette.

Det der var, var altid og vil altid være. For hvis det opstod, var der nødvendigvis ingenting, førend det opstod.

Denne gang læser vi Heraklit og Melissos. Heraklit er langt mere almen kendt end Melissos, og der er ikke noget, der forbinder dem tæt, men man skal jo fortælle historien på en eller anden måde, og jeg har valgt at bringe dem sammen som kontraster. Der er nemlig mange muligheder for at sætte Heraklit og Melissos over for hinanden som modsætninger. Vi er i tiden omkring 500 år før vores tidsregning for Heraklits vedkommende, og 40-50 år senere for Melissos.

"Alt er i konstant flux", siger Heraklit. "Alt er evigt uforandret", siger Melissos. Begge figurer voksede op i rige handelsbyer på kysten til det ægaiske hav. To havnebyer, to tænkere, to vidt forskellige tilgang til både liv og tænkning.

Man fristes til at forbinde deres grundmetaforer med de geografiske omgivelser. Der løb floder igennem Heraklits hjemby Ephesus, og Melissoses Samos, 25 km længere mod syd, er en ø med mange klipper. Strømmende floder overfor evige klipper. Måske har det ud over forskellen i påvirkninger fra omgivelserne været et spørgsmål om temperament. I hvert fald svarer forskellene til en formmæssig forskel i deres skriftlige udtryk. Melissos skrev klar prosa, Heraklit dunkel poesi. Logisk argumentation overfor gådefulde aforismer.

Litteratur, bl.a:
Mejer, Jørgen. (2022). Førsokratiske filosoffer. Gyldendal.
Kahn, Charles H. (2001). The art and thought of Heraclitus. Cambridge University Press.
Haxton, Brooks [oversætter] (2001). Fragments: The Collected Wisdom of Heraclitus. Viking/Penguin Classics.