Men tankens tanke er tænkning. Kundskaben, den sansede genstand og den sansende er identiske. Om sig selv tænker tankens tanke, og tænkning er tænkning om tænkning.

Velkommen til nummer 6 i serien om Aristoteles, som er nummer 30 i Thøfner læser filosofihistorien. I det her korte afsnit slår vi ned på Aristoteles Metafysikken, det der kommer efter det fysiske.

Det er en titel med en sjov historie, for den har en meget ydmyg og praktisk oprindelse. En bibliotekar i antikken stod og manglede en titel til værket, og vedkommende tænkte, nå, men det er i hvert fald den, der kommer efter fysikken. Så det kom den til at hedde. Det sjove kommer så selvfølgelig ind, fordi ordet er blevet et vigtigt begreb i filosofien. Metafysik bruges som betegnsen for de mest spekulative og religionslignende temaer, man kan tænke sig. De største og mest uudgrundelige spørgsmål er metafysiske. Hvorfor er der overhovedet noget og ikke ingenting? - for eksempel.

Det giver også mening i forhold til det værk, der bærer titlen, for det handler om det, der bærer den fysiske verden, men ikke selv er en genstand i den. Den handler om de spørgsmål, naturvidenskaben forudsætter, men ikke selv kan besvare. Hvad er det at være noget? Hvad er substans? Hvad er egentlig forandring? Og hvad er det, der forbliver det samme, mens forandringen sker? Den slags små spørgsmål stiller Aristoteles i metafysikken. Stille og roligt og systematisk på den der Aristotelesagtige måde, som er lige dele søvndyssende og fantastisk.

KH

Tomas

Før jeg begyndte at læse Aristoteles i denne omgang, havde jeg kun læst “Poetikken”, som jeg var særligt interesseret i. Hvad angår hans øvrige tænkning, vidste jeg ikke meget, men jeg havde en idé om at hans fysik var helt ude i skoven. Mon ikke mange har nogenlunde samme indtryk?

Det jeg ville have sagt, ville være noget med at han forklarede genstandes bevægelser og placeringer med at de gerne ville derhen hvor det var naturligt for dem at være. Med andre ord, var han et eksempel på en præ-videnskabelig tænker, der på underlig vis ikke havde fået idéen om at se efter hvad der faktisk foregår, men i stedet lod sine forudfattede meninger om intentioner og mål, gøre hans fysik ubrugelig og naiv. Ja, naiv, fordi det virker som om Aristoteles tænker som et barn. Hvorfor falder bolden ned - fordi det vil den gerne. Noget i den stil. Det er dens telos, dens mål.

Når man så læser Aristoteles, kan man sige mange ting om hans tænkestil og blinde punkter, men naiv er ikke én af dem. Og denne her idé om at han ikke undersøger tingene, ikke bygger på observationer - er også fejlagtig, for når man læser ham, er teksterne fyldt med nuancerede observationer, og en klar holdning om at det er en værdi at undersøge, dissekere og observere.

Det var med alle disse tanker i baghovedet, at jeg for nogen tid siden stødte på en artikel skrevet af den italienske teoretiske fysiker Carlo Rovelli. Aristotle’s Physics: a Physicist’s Look. Jeg fandt den yderst interessant, fordi den starter lige der hvor jeg var ...

Forestil dig et teater i Athen i det fjerde århundrede før vores tidsregning. Hvordan ser det ud? Det er jo ikke et lukket rum med bløde sæder og aircondition. Det er et amfiteater hvor scene og koncentriske rækker af siddepladser er hugget ind i en klippeside som en stor trappe. Hvor mange publikummer var der plads til? 15,000 uden problemer. Virkelig – det er dokumenteret. Solen brænder. Folk har siddet der siden daggry. De har set komedie om morgenen. Nu er det eftermiddag, og tid til noget mere alvorligt [se note]. Skuespillerne, som alle er mænd, har masker på. Koret er i gang. Og midt på scenen står Ødipus, der er ved at opdage, at alt, hvad han troede om sig selv, er forkert.

De femten tusinde mennesker sidder stille. Lytter til figuren på scenen, som råber sin replik ud som en operasanger: Mine børn — hvorfor sidder I her med olivengrene i hænderne og sorg i ansigterne? Det ville ikke sømme sig, at jeg hørte det fra andre. Jeg er kommet selv, i egen høje person. Jeg — Ødipus — jeres konge.

Hvad sker der egentlig i det øjeblik? Hvad gør det ved os, at vi sidder og ser på en mand, der er opdigtet, lide en ulykke, der er opdigtet? Hvorfor er vi overhovedet i teatret? Og hvad tager vi med hjem?

Det er den slags spørgsmål, Aristoteles stiller i sin Poetik. Og hans svar er, som det ofte er med Aristoteles, vældig interessante.

Note

Jeg siger i starten af podcasten (ligesom der står ovenfor) at Athenerne så komedie om morgenen og tragedie om eftermiddagen. Kilderne tyder vist nærmere på den modsatte rækkefølge, og på at forestillingerne typisk var på forskellige dage. Det er dog usikkert hvordan de præcise forhold var. Det er ikke så væsentligt for podcastens indhold, altså læsningen af Aristoteles’ Poetikken. Hvad der overraskede mig mest, er at flere af amfiteatrene var så store, med plads til så mange. Et andet interessant spørgsmål som jeg ikke går ind på, er om publikum til teaterforestillingerne ligesom de optrædende kun var mænd. Det er også usikkert, og diskuteret, men det mest plausible lader til at være at mænd havde forrang, og så var der efterfølgende plads til kvinder og måske børn og slaver efter deres herrers ønske.

Mennesket er af natur et politisk dyr

Zoon politikon.

Det er et udtryk, som Aristoteles bruger i sin bog Politikken, som er blevet gentaget så mange gange at det risikerer at miste sin betydningskraft: mennesket er af natur et politisk dyr. Vi hører det måske bare som et udtryk om politikere, eller en talemåde om snu taktikere eller sådan noget. Men det er i grunden en dyb og biologisk påstand.

For Aristoteles mener det helt bogstaveligt: vi er ikke politiske af vane eller konvention, ikke fordi det er praktisk med et samfund, eller fordi vi finder os selv midt i et samfund hvor vi har indgået en slags stiltiende kontrakt med hinanden. Nej vi er politiske, fordi det er vores natur. Staten er ikke noget, der er lagt oven på et oprindeligt frit og asocialt menneske. Staten er det, vi vokser frem mod – ligesom agernet har egetræet som telos (mål)– er vores telos samfundsborgeren. Vi er politiske dyr.

Og det her er 3. lille afsnit om Aristoteles’ mangeartede interesser (og nr. 27 i serien Thøfner læser filosofihistorien).

Al kunst og al undersøgelse, og ligeledes al handling og alle fortsæt, synes at sigte mod et eller andet gode.

Det er den allerførste sætning i Aristoteles’ Den Nikomakeiske etik, som udgør dagens læsning.

Der er en ret enkel sætning, som man let kan læse henover. Al kunst og al undersøgelse, og ligeledes al handling og alle fortsæt, synes at sigte mod et eller andet gode.

Man kan sige at sætningen siger noget selvfølgeligt. Selvfølgelig sigter al handling mod noget godt. Hvem handler bevidst mod noget dårligt? Men sætningen sætter også scenen med de implicitte spørgsmål den indeholder. For hvad er det gode? Er der forskellige goder for forskellige former for kunnen, undersøgelse og handling – eller er der et ultimativt gode, som ligger bag eller over alle andre mål?

Det er den slags spørgsmål, som den Nikomakeiske etik forsøger at besvare. Og svarene er mere overraskende, konkrete og mere menneskeligt forankrede, end man måske ville forvente af et filosofisk værk fra oldtiden.

De fleste har set i det mindste en reproduktion af renæssance-kunstneren Rafaels billede, Skolen i Athen – den originale fresco findes på en væg i Vatikanet. Her er en mængde berømte figurer fra Akademiet afbildet i deres kulørte rober i en lidt ubestemt, men storladen arkitektur, med hvælvinger, søjler og skulpturer. Der er omkring tyve tænkere på billedet: Nogle står og tænker, andre går og taler, nogle sidder ned. Der er Pythagoras, Epikur, Sokrates og så videre –. I midten af kompositionen med en åbning ud til himlen i baggrunden, går Platon og Aristoteles og taler. Platon peger lige op mod himmelhvælvet, Aristoteles gestikulerer med en åben hånd, der er rettet fremad og nedad mod den verden, vi befinder os i.

Det er en symbolik der vil noget.

Denne episode er en introduktion til Aristoteles, og den første af en håndfuld korte episoder om forskellige aspekter af hans filosofi.

Platons “Staten” er det første større sammenhængende værk af én forfatter som jeg har fat i, i min læsning af filosofihistorien. Det er et vigtigt værk - nogen vil sige det vigtigste i vestlig filosofi - og et omfattende værk, så vi kan ikke klare det på ti minutter. Jeg håber du, ligesom jeg, synes det er værd at gå i dybden. Jeg har læst så dyd, retfærdighed og platoniske idéer står ud af ørerne på mig ...

I denne episode skal vi resumere hele bogen og høre uddrag fra hver af de ti papyrus-ruller den i sin tid fysisk var opdelt i.

NB: du kan navigere mellem intro, de ti "bøger" og den afsluttende diskussion. Det kan jo være du ikke hører alle 4 timer og 25 minutter i én køre ...

Alt hvad vi møder i verden er uperfekt, foranderligt og forfængeligt. Det hele er lige ved og næsten. Men næsten hvad? Hvordan kan vi måle det konkrete op mod idealer, når idealerne ikke findes? Denne episode handler om Platons svar på den slags spørgsmål, dvs. hans idelære.