Bøh! Sådan reagerer hjernen, når den udsættes for fare
カートのアイテムが多すぎます
ご購入は五十タイトルがカートに入っている場合のみです。
カートに追加できませんでした。
しばらく経ってから再度お試しください。
ウィッシュリストに追加できませんでした。
しばらく経ってから再度お試しください。
ほしい物リストの削除に失敗しました。
しばらく経ってから再度お試しください。
ポッドキャストのフォローに失敗しました
ポッドキャストのフォロー解除に失敗しました
Bøh! Sådan reagerer hjernen, når den udsættes for fare
-
ナレーター：
-
著者：
このコンテンツについて
En snigende uro kulminerer den 31. oktober, hvor allehelgensaften indhyller alt i en tæt stemning af frygt og forventning.
Måske har du i den anledning stødt på så uhyggelig en udklædning, at den har fået dig til at stivne eller flygte.
Men hvad er det egentlig i hjernen, der fremkalder den reaktion, og kan man lære noget af den?
Et nyt studie, udgivet i Molecular Psychiatry, afslører, at to særlige områder i hjernen rummer nøglen til netop dét spørgsmål.
Frygt er en kognitiv funktion, der - ligesom hos andre dyr - hjælper os med at beskytte os mod fare.
Det er derfor afgørende for din overlevelse, at vælge den rette forsvarsstrategi, når du står over for en potentiel trussel - for eksempel at flygte, kæmpe eller stivne.
Men lige så vigtigt er det at kunne justere og tilpasse sin reaktion, når faren viser sig ikke at være reel.
I studiet undersøgte forskerne frygtreaktioner hos mus, der blev udsat for et såkaldt Visual Looming Stimulus (VLS) - en simuleret mørk skygge, som efterligner en rovfugl, der nærmer sig ovenfra.
Efter tre dage, hvor musene blev præsenteret for den truende skygge, uden at der skete noget farligt, kunne forskerne se, hvordan musene gradvist lærte at tilpasse deres medfødte frygtreaktioner. De blev simpelthen mindre forsigtige:
De frøs i kortere tid
De gemte sig i kortere tid
De begyndte at udforske mere
Albert Gjedde, professor emeritus i neurobiologi og farmakologi ved Københavns Universitet, har læst det nye studie for Videnskab.dk. Han sammenligner resultaterne med historien om Peter og ulven:
Når man igen og igen oplever en falsk alarm, holder man til sidst op med at reagere - selv hvis faren en dag er reel.
"Dyr, der bliver udsat for en trussel flere gange uden reel fare, får hurtigt nedsat frygtreaktion," siger han.
Albert Gjedde mener også, at forskningen er interessant for vores viden om mennesker, selvom der er langt fra mennesker til mus.
Studiet fokuserede på et område i midthjernen kaldet Interpeduncular Nucleus (IPN), som længe har været forbundet med angst- og frygtreaktioner.
IPN fungerer som et vigtigt knudepunkt, der forstærker reaktioner på ubehagelige stimuli og indeholder mange hæmmende nerveceller - de såkaldte GABAerge-neuroner.
Da musene så den skræmmende skygge første gang, målte forskerne en markant stigning i aktiviteten i disse neuroner.
Men efterhånden som musene lærte, at der ikke var nogen reel fare, faldt aktiviteten igen. Det viser, at IPN spiller en central rolle i hjernens evne til at lære og tilpasse frygtreaktioner.
Forskerne fandt også, at en bestemt forbindelse i hjernen fra IPN til et andet område kaldet Laterodorsal Tegmental Nucleus (LDTg) er afgørende for, at musene kan lære at skelne mellem ægte og falske trusler.
Da forskerne midlertidigt 'slukkede' for denne forbindelse, kunne musene ikke længere tilpasse sig. De blev ved med at gemme sig, selvom der ikke længere var nogen fare.
Derudover fandt forskerne en særlig type hjerneceller i IPN kaldet somatostatin-neuroner.
"Somatostatin kan 'slukke for advarselslampen' i hjernen, så vi ikke længere reagerer på fare," forklarer Albert Gjedde og tilføjer:
"Det har man vist før, men det nye er, at man nu præcist har kortlagt, hvilke nerveceller og forbindelser i hjernen der er involveret."
Studiet viser altså, at man kan styre frygtreaktionen hos mus. Man kan i princippet 'slukke' for den mekanisme, der skaber angst, ved at påvirke bestemte forbindelser i hjernen.
Den viden kan ifølge Albert Gjedde bruges som springbræt til studier på mennesker og give nye perspektiver på både behandling af angstlidelser og forståelsen af det modsatte: manglende frygt.
"Det kan måske forklare, hvorfor nogle mennesker, for eksempel personer med psykopatiske træk, mangler frygt. De kan være født med, eller have udviklet, en slags 'lukket angstmekanisme'."
Han mener, at studiet er et vigtigt bidrag til videnskaben og giver mulighed for mere målrett...
まだレビューはありません