Var Grundtvig feminist? At Digter, teolog, højskolemand og politiker Nikolaj Frederik Severin Grundtvig var med til at skabe det samfund, vi har i dag, er der ingen tvivl om. _ _Men var manden der som 75-årig ægtede en kvinde på blot 32, og som, - opløftet af Guds ånd - ville kysse de tilstedeværende kvinder ved en gudstjeneste en berygtet Palmesøndag - også feminist? _ _ I den her podcast undersøger vi Grundtvigs syn på kvinden, som vi fik det præsenteret af 7 forskellige forskere på seminaret GRUNDTVIGS FEMINISME under Himmelblå-festivalen på Vartov i København i september 2025. Med hjælp fra 3 stjerneforskere i feltet, skal vi blive klogere på om man kan kalde Grundtvig for feminist? _ _Hvad han mente, når han kaldte danskerne for et Kvindeligt folk? _ _Og om han virkelig forestillede sig at Guds Datter skulle fødes her i Norden, som Jesus blev det i Palæstina? MEDVIRKENDE:
Lone Kølle Martinsen, historiker, tidligere forsker ved Center for Grundtvigsforskning og i dag forskningschef ved Frederiksborg Nationalhistoriske Museum Kim Arne Pedersen, lektor ved teologisk Fakultet, Københavns Universitet og ansat ved Grundtvigs Manuskripter Online, https://grundtvigsmanuskripteronline.dk Katrine Baunvig, professor og leder af Center for Grundtvigforskning, Aarhus Universitet, https://grundtvigcenteret.au.dk Podcasten er produceret for Grundtvigsk Forum af Anne Neimann Clement fra MAKROFON.
Den er blevet til med støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Dansk Tennis Fond. Tak til Uffe Jonas for salmesang og Karen Troldborg for klaverspil: https://karentroldborg.dk Vil du læse mere: _ _Så anbefaler vi at kaste sig over Mathilde Fibigers roman ’Clara Raphael – 12 breve’, som måske kan kaldes den første danske feministiske roman. Du kan læse den på en formiddag, og man bliver slået bagover af, at så ungt et menneske kan have så skarpe – og ind imellem også sjove – betragtninger over forholdet mellem mænd og kvinder.
Og hvis du vil vide mere om Grundtvig, så gå på opdagelse på grundtvigsværker.dk hvor man både kan læse alle mulige tekster af Grundtvig, læse nutidige indledninger og få forklaringer på ord og begreber, som måske i dag er gledet lidt ud af sproget.