ANERKENDELSE

Jeg har lært,

at jeg ikke må have brug for den.

At frihed er

ikke at behøve andres blik.

At styrke er

at stå alene i det, jeg gør.

Mit hoved har gentaget det

så mange gange,

at det lyder som sandhed.

Hvis jeg ikke er afhængig

af andres anerkendelse,

kan ingen holde mig fast.

Ingen bestemme over mig.

Ingen skuffe mig.

Og jo —

jeg forstår tanken.

Men jeg lever ikke i mit hoved.

Jeg lever blandt mennesker.

Og sandheden er,

at jeg mærker alt for meget.

Tænker for meget

over hvad andre ser,

hører,

forstår.

Jeg bliver ramt

af blikke.

Af stilhed.

Af bifald,

der udebliver.

Og samtidig —

noget andet.

En træthed

over hele tiden

at skulle være hævet over det.

Som om ønsket om anerkendelse

var en fejl,

der skulle bekæmpes.

Så fik jeg en anden tanke.

Hvad nu hvis det er i orden?

Hvad nu hvis ønsket

ikke handler om svaghed,

men om relation?

For noget opstår jo

mellem mennesker.

Når jeg laver noget,

der betyder noget for andre.

Når nogen siger:

Det ramte mig.

Det gjorde mig glad.

Det gav mening.

Og jeg svarer,

uden at skamme mig:

Tak.

Det betyder noget.

Så sker der noget.

Ikke manipulation.

Ikke afhængighed.

Men bevægelse.

Jeg gør noget,

der glæder andre.

De fortæller mig det.

Jeg får lyst til at gøre mere.

En god spiral.

Ikke en farlig.

Måske er frihed

ikke at være ligeglad.

Måske er frihed

at kunne tage imod anerkendelse

uden at miste sig selv i den.

At lade den komme,

og lade den gå.

Lige nu

føles det som en lettelse

at give mig selv lov.

Ikke til at jage anerkendelse.

Men til ikke at flygte fra den.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere