『Pejling af dannelse』のカバーアート

Pejling af dannelse

Pejling af dannelse

著者： Tænketanken Sophia
無料で聴く

概要

 I SOPHIA, tænketank for pædagogik og dannelse, ønsker vi at bidrage til at finde en vej, der anerkender fortiden, men som bærer en fremtid i sig. Vi ønsker at pejle os frem til en pædagogik, der kan favne både fællesskab og individ, solidaritet og frihed – de to positive værdier, som kan ses som centrale dele af det, vi kalder dannelse.

Derfor inviterer vi til samtaler om, hvordan vi skaber en pædagogik, som på én gang har rødder og vinger, som bygger på en fornøden autonomi til dem, der udøver undervisning, og som har dannelsesperspektivet iboende.Tænketanken Sophia アート 社会科学
エピソード
  • At forandre og forme – fra sandslotte til voksnes eksperimenter

    At forandre og forme – fra sandslotte til voksnes eksperimenter
    2024/01/27
    Velkommen til Pejling af dannelse: Sophia samtale nr. 36 mellem docent, Ph.d. og musiker Jens Skou Olsen og rektor og professor Lene Tanggaard.I ubevogtede øjeblikke kan det i en samtale hænde, at der sker en handling, som bliver en konkret påvisning af det, man gerne udtrykke. Således indleder Jens Skou Olsen samtalen med at spørge om, hvad dannelse er. Lene Tanggaard fortæller, at hun netop har modtaget bogen Det skal kendes*, hvori hun har skrevet et afsnit om Håndværk og design. Her har hun en definition på dannelse, som hun gerne vil læse op. Med en latter i stemmen siger hun, at det kan være spændende at se, hvad hun her mener.Oplæsning af en gennemarbejdet, kompleks skriftsprogstekst er ikke just det mest lyttervenlige, men Jens Skou Olsen sidder i rum med oplæseren og har dermed et særligt nærvær, ligesom han som improviserende jazzmusiker er en trænet lytter. Han uddrager to indfaldsvinkler af det oplæste: Hånd og ånd spiller sammen og at dannes optræder i passiv form.De tre forhold, som kommer til at kendetegne indledningen til samtalen, viser sig at rumme essensen:Et dannelsesmanifest?Lene Tanggaards underfundige ønske om at læse og finde ud af, hvad hun selv har ment i Det skal kendes, understreger hendes syn på dannelse som en skabelse, der ikke må indhegnes. Dette kommer til udtryk, da Jens Skou Olsen spørger ind til et dannelses-manifest, men må afrunde denne del af samtalen med at foreslå, at første regel i et sådant manifest må være, at alt kan forandres. Det centrale i dannelse er, at den udspringer af det levede liv og må inkarnere en spændstighed af hensyn til fremtidens mennesker. Og hvor er det i øvrigt interessant, at Lene Tanggaard og Jens Skou Olsen med oplæsningsgrebet helt konkret får anskueliggjort karakteren af det levede liv i mundtligheden.Hånden og åndenDannelse udspringer af trangen til at forme, at forme verden og at forme sig selv. Derfor er hånden betydningsfuld som udtryk for dannelsen som et sanseligt projekt, men ihukommende at den også er et vidensprojekt. Problemet er, at vi har skabt ubalance i den frugtbare vekselvirkning ved at opprioritere viden om verden på bekostning af at opnå en forståelse ved at mærke verden. Lene Tanggaard medgiver, at hun i starten af sin karriere inden for det psykologiske felt ikke var optaget af dannelse. Det er et pædagogisk snarere end et psykologisk begreb. Men under arbejdet med sin phd. på erhvervsuddannelserne blev hun opmærksom på håndens betydning i formningen af os selv og af verden. Men hun understreger, at tekstarbejde også er skaben.Aktiv eller passiv dannelse?Dannelse, der er betegnet i passiv, afspejler det forhold, at vi ikke er alene om at forme verden; verden er også aktiv i processen. Vi kan sætte mål og lave strategier og handle derefter, men noget uden for os er også aktivt. Som eksempel kan nævnes, at vi kan selv skrive et manuskript, men andre har givet os sproget. Dannelse kan beskrives som en tilblivelse af en særlig værdi; det knytter sig til det gode, til dyder. Derfor optræder det som en reaktion på den lærings- og kompetencetænkning, som i de seneste årtier er udviklet i den pædagogiske verden, og som netop ikke forholder sig til det, der er ønskværdigt. At insistere på dannelsesaspektet udspringer af, at vi vil noget andet og mere for eleverne og med hinanden end at have værdineutrale færdigheder; vi vil genfinde den mistede forankring.Dannelsens konserverende naturDannelsesbegrebet bliver ofte af Lærke Grandjean kritiseret for at være af konserverende natur. Men Lene Tanggaard finder, at hun fejllæser hendes og Thomas Rømers tænkning omkring dannelse, idet der netop ikke er tale om forankring alene, men også om tilblivelse af det nye. Men kritikken er velkommen, fordi der altid er en risiko for at dannelsen forstener, især hvis kritik bliver ignoreret eller censureret. Selvstændighed er et ideal for den danske skole, fordi vi bygger samfundet på selvstændige borgere. Men rodfæstede, selvstændige mennesker tåler kritik og lærer af kritik. Derfor er det et problem, at flere giver udtryk for, at de ikke tør være kritiske. Hvis den adfærd får medvind, udvikler vi tilpasning.Derfor må vi genlære, at vi er en del af et fælles anliggende, hvor kritisk forstyrrelse virker som en anerkendelse, og hvor det flerstemmige frirum bidrager til at vi danner os selv og bliver dannet af vores omverden.Skolen behøver ikke et utal af vejledninger, for vi må gå ud fra, at livet i skolen bliver til igennem lærergerningen og forvaltes af den konkrete lærer med det konkrete stof og de konkrete elever.Skolen er et mellemværende mellem lærer og elever, og alt må bygge på, at der lyttes til det, der sker. Vi må løsne den stramme styring og indse, at dannelse er nødt til at til stede i skolen, så alle må føle, at skolen også er deres projekt. *Det skal kendes er en bog, der er udgivet i forbindelse med Guldborgsund Kommunes ...
    続きを読む 一部表示
    30 分
  • Beskyt fortiden, sæt fremtiden fri!

    Beskyt fortiden, sæt fremtiden fri!
    2023/12/22
    I den 35. podcast om pejling af dannelse har docent, Ph.d. og musiker Jens Skou Olsen besøgt pædagogisk filosof og Ph.d. Thomas Aastrup Rømer.

    Efter et par høflighedsfraser lægger Jens Skou Olsen hårdt ud ved at stille Thomas Aastrup Rømer spørgsmålet: Hvad er dannelse? Og ikke overraskende er der ikke plads til så meget væveri; svaret falder prompte og distinkt: For mig er dannelse er et begrebsmæssigt system, der præger pædagogikkens egenart. Det beskriver forholdet mellem praksis, frihed og kritik. Vi kan forlade vores praksis og lade kundskabsfeltet forlade sin funktion. Derved bliver vi i stand til at lege i den frieste vekselvirkning, fordi alt er muligt. Vi kan så vende tilbage om et par minutter, og et par dage eller om fem år, og kan måske ikke helt genkende det, vi kom fra. Dermed får vi muligheden for at forholde os kritisk til verden.

    Pædagogikken er altså karakteriseret ved en historisk praksis, en fri vekselvirkning og en kritisk forholden sig. Derfor er det et problem, at kritik nu ofte bliver opfattet beslægtet med krænkelse. Når denne betydningsglidning finder sted, beror det på, at når vi har opløst historien og dermed verden, så vi har umuliggjort den frugtbare vekselvirkning mellem mennesker og kundskaber. Derfor udspringer krænkelsesparatheden af manglende ståsteder, en rodløshed. Kritik og poesi er nødvendige, hvis man vil undgå, at verden opdeles i dannelsesløs praksis og praksisløs dannelse. Det var en sådan opdeling, der f.eks. skabte en afmagt i forhold til nazismens fremmarch, der fandt sted i tyvernes og tredivernes Tyskland.

    Dannelse opstår, når vi kan se verden med både egne og andre øjne, altså som et mellemværende både socialt og personligt med henblik på at blive til i verden. Modsætningen er bestræbelserne på at nivellere, så vi og verden ses som en grå masse. Dannelse består i, at eleverne, lærerne, forskerne bearbejder et kundskabsmateriale og oplever en frihed, der indeholder både fald og genrejsning.

    Vor tids nedgøring af den dannende kritik tager form af evalueringer, som ofte sker digitalt, hvorved man unddrager sig de berigende personlige samtaler. På baggrund af de omsiggribende evalueringer udformes didaktiske og pædagogiske systemer, som får udefra kommende kritiske blik til at forsvinde. Derved opstår undertrykkende kvalitetssikringssystemer. Modsætningen til sådanne undertrykkelsessystemer finder vi inde i klasselokalerne, ikke mindst i de frie skoler, hvor vi finder de klassiske formater med lærere og elever, der taler sammen. Her eksisterer den slags liv, der udfolder sig uden opsyn, akkurat som det skete, da man underviste efter forordninger, der var udstedt af en konge uden magt. Vi har brug for en sådan konge, en passiv autoritet til at holde KL væk.

    Hvis vi ser på det samfundsmæssige niveau, så har der været og skal der være en syntese i form af en vekselvirkning mellem frihed og lighed, hvor der er plads til stridbarhed og genstridighed. Men i kølvandet på globaliseringen er der sket en udvikling, som har afstedkommet en ufrihed og en statistisk lighed, der bunder i en nivellering – og som får det hele til at gå i stå. Vi må besinde os og erkende, at vi i skolen har en levende omgang med fortiden. Den er et ritualiseret sted, hvor læreren beskytter fortiden og det, der allerede findes, imod fremtidens invasion. Vi skal have kendskab til, hvor vi kommer fra og holde fremtiden åben. Hvis vi søger at opfylde fremtidsmål, tager vi fremtiden fra børnene. Vi skal undgå det, som synes at ske: at vi glemmer fortiden og indhegner fremtiden!

    Lyt til samtalen mellem Jens Skou Olsen og Thomas Aastrup Rømer. Hold ørerne stive. Og lyt så nok en gang: Her er kundskabsstof at træde ud af og vende tilbage til.

    Medvirkende: Jens Skou Olsen og Thomas Aastrup Rømer
    Optagelse & klip: Jens Skou Olsen
    Redaktion: Jens Raahauge og Jens Skou Olsen
    続きを読む 一部表示
    41 分
  • Det – om sprog, mellemværende og gentagelse

    Det – om sprog, mellemværende og gentagelse
    2023/10/22
    I Sophia-samtale #34 søger Marie Hyldgaard Kjeldsen og Dorte Brøchner Jessen med Inger Christensens digt som ramme at indkredse centrale dynamoer i dannelse, pædagogik og undervisning. Marie Hyldgaard Kjeldsen, der er AKT-medarbejder ved PPR og Dorte Brøchner, der er højskolelærer, har sat hinanden stævne til en af de Sophia-samtaler, hvori vi pejler dannelse. Begge er i øvrigt medlemmer af Sophias bestyrelse.

    Deres afsæt er en overværelse af Odense Teaters opsætning af Det, der er baseret på Inger Christensens berømte digt af samme navn, hvori forfatteren afsøger samspillet mellem sprog, natur og mennesker, der stræber efter at nå hinanden. Netop dette krydsfelt fører samtalen ind univers, som bør være skolens i bestræbelserne på at lade eleverne fornemme og blive kloge på det væsentlige i at være til i verden. Men først må vi rundt ad en konstatering af, at alt ikke er, som det bør være i skolen. Børnene er tvunget i skole, og derfor skylder vi dem, at der er mening i at være til stede.

    Men et konferencecitat, der proklamerer, at vi skal gå fra at være voksne, der vil noget med børnene, til at gøre barnets stemme til det væsentlige, får Marie Kjeldsen til at gå i offensiven. De voksne skal da ville noget med børnene! konstaterer hun og ser en udvikling fra hendes egen start som lærer til nu, hvor kolleger i fællesskab dengang brændte for et tema og for at planlægge arbejdet med muligheder for ændringer hen ad vejen, mens man nu finder færdige opgaver på platformene og skal have alt planlagt og gennemført efter planen. Pladsen til at ville er skrumpet ind, så skolen, der skal kunne rumme alle, på samme tid paradoksalt nok også skal ensrette. Hvordan får vi frihed ind i den moderne skole? Dorte Brøchner peger på de pædagogiske samtaler om pædagogik og fag som det, hun har oplevet som frigørende efter årene i folkeskolen. Det, der er frigørende i lærerarbejdet, er, at man ikke ved og ikke skal vide, hvor det ender.

    Inger Christensens sprog tager os hen til det basale: at vi må se på mellemværender – mellem elever og lærere, mellem ord og mennesker, mellem pædagogik og poesi. I sådanne mellemværender finder vi inspiration til at gribe fat i vores fag – og i samspillet med andre fag. På højskolen arbejder vi således sammen i fagene filosofi og keramik, hvor såvel forskelligheden som sammenhængene beriger dette mellemværende. Dette sker blandt andet ved, at man fra forskellige positioner skaber gentagelser, fordi alle fag har et mellemværende med verden. Måske opdager eleverne det ikke her og nu, hvilket heller ikke betyder så meget, for det lever videre i dem, så det kan dukke frem senere i livet. Man må i hvert fald undgå at tro, at den dannelsesmæssige kvalitet bliver hævet af at kræve elevernes metablik på undervisningen. Målstyring er den rene gift!!

    I dagens skoledebat er der stort fokus på trivsel. Mange elever siger, at de keder sig, men hvad er det for spørgsmål, de svarer på? Sammenlignet med skolen tidligere må man se på, om der er tid nok til at tale med eleverne. Et eksempel fra højskolen peger på en gruppe, der ved en morgensamling udtrykker utilfredshed med, at de er begyndt at ’slagge’, komme for sent eller helt blive væk fra timerne. Men nu opfordrer de alle inklusive sig selv til at tage sig sammen, gøre det rart og måske opdage noget, de ikke vidste, de ledte efter.

    Skolen skal opdrage, for forældre kan ikke opdrage til at indgå i det store fællesskab. Det kan kun skolen sætte rammer for. Så må vi også sørge for, at der bliver muligheder for at opleve små eksplosioner af glæde. Og hvordan gør vi det? Ikke ved at slække på faglige krav, men ved at elever og voksne har mellemværender, der udspringer af fordybelse i stoffet, og af nogle der ikke kan lade være med at gøre det, de gør.

    Hvis man skal få øje på det, der gør verden større, må tilgangen til stoffet og hinanden udvides frem for som nu, hvor man indsnævrer. Samtalen afrundes af Dorte Brøchners oplæsning af Inger Christensens indledningsdigt i Det. Gentagelse og mellemværende byder os indenfor.

    Medvirkende: Marie Hyldgaard Kjeldsen og Dorte Brøchner Jessen
    Optagelse & klip: Jens Skou Olsen
    Redaktion: Jens Raahauge og Jens Skou Olsen
    続きを読む 一部表示
    38 分
adbl_web_anon_alc_button_suppression_c
まだレビューはありません