"Hun kunne høre en myg et sted på stuen, men den summede måske bare i hendes hoved. To dage efter ulykken havde hun hørt en susende lyd, og den var blevet hængende lige siden. Lægen havde forklaret, at tinnitus kunne udløses af voldsom sindsbevægelse. Hun havde måske båret på bekymringen hele livet. Hun havde taget Efexor og Mirtazapin i tre måneder nu, men den susende lyd var ikke forsvundet. Stormen fandtes stadig i hende. Som en påmindelse. Når drengen i sengen åbende øjnene, ville stormen forsvinde."
 

Alt virker meningsløst, når man sidder ved siden af sin søn som ligger i koma efter han er blevet ramt af et træ fra den skov som familien skulle leve af, men som nu er raseret efter en storm. Hvad skal man gøre, når den største sorg rammer? Tale med en alkoholiseret præst? Eller måske med en elg? Håbe på det bedste? Eller fortvivle? Ann og Johans tiårige søn Andreas ligger i koma efter et uheld i skoven. Der er vendt op og ned på deres liv, og de tilbringer nu mange af døgnets vågne timer ved hans sygeseng på hospitalet, hvor de ikke kan gøre andet end at vente... Det sætter ægteparrets forhold på en alvorlig prøve. For hvordan håndterer man bedst de blandede følelser af sorg og håb? Skal man sætte livet på pause eller fortsat lægge nye planer for fremtiden? Ann og Johan bevæger sig sammen og hver for sig rundt i det smålandske landskab i fortid og nutid, alt imens de håber på, at deres søn igen skal komme til bevidsthed.
 

"Svalerne flyver så højt at ingen længere kan se dem" handler om de største følelser, mennesker rummer, men har også blik for livets absurde tilskikkelser.