Aldrig set før: Vilde videoer af slangers bid i slowmotion
カートのアイテムが多すぎます
ご購入は五十タイトルがカートに入っている場合のみです。
カートに追加できませんでした。
しばらく経ってから再度お試しください。
ウィッシュリストに追加できませんでした。
しばらく経ってから再度お試しください。
ほしい物リストの削除に失敗しました。
しばらく経ってから再度お試しください。
ポッドキャストのフォローに失敗しました
ポッドキャストのフォロー解除に失敗しました
Aldrig set før: Vilde videoer af slangers bid i slowmotion
-
ナレーター：
-
著者：
このコンテンツについて
For når hugorme sætter gifttænderne i deres bytte, tager det kun 100 millisekunder. Så hurtigt, at man ikke har kunnet se det før.
Det har forskere nu gjort noget ved. For første gang er det muligt at se giftslangers ultrahurtige dræbende bid i slowmotion.
"De har filmet slangebid med utrolig høj hastighed og fået nogle knivskarpe og meget imponerende billeder," lyder det fra Tobias Wang, professor i dyrs fysiologi ved Aarhus Universitet.
"Det går så lynende hurtigt, at vi ikke har kunnet se det så detaljeret og skarpt før," siger han.
Han har ikke været involveret i studiet, der er lavet af blandt andre australske forskere og offentliggjort i Journal of Experimental Biology, og han understreger, at den viden, der kommer frem i videoerne, som sådan ikke er ny.
"Vi har godt vidst, hvordan giftslanger bidder. Deres tænder sidder lidt forskelligt, så når de bider, kan de blive nødt til at bruge dem på forskellig måde," siger den danske professor.
Det nye er, at biddene kan ses så tydeligt.
Forskerne bag studiet studerede 36 arter af giftslanger og filmede dem med 1.000 billeder i sekundet - en videoteknologi, som først nu er mulig.
Filmene blev optaget, mens slangerne bed ud efter en genstand lavet af såkaldt ballistisk gel, som bruges til at simulere menneskeligt væv, når man eksempelvis tester projektiler.
Undersøgelserne blev foretaget på Venomworld, et laboratorium i Paris, der indsamler gift fra nogle af verdens farligste slanger til medicinsk og farmaceutisk brug.
Slangerne, som blev filmet, tilhører tre slangefamilier, nemlig hugorme, elapider og kolubrider, og talte slanger som den vestlige diamantrygklapperslange Crotalus atrox, den vestafrikanske tæppeorm Echis ocellatus og den grovskællede dødsorm Acanthophis rugosus.
Videoerne viser tydeligt, at de tre familier af slanger bider meget forskelligt.
Mens hugorme og elapider slår til, før byttet overhovedet er klar over deres tilstedeværelse, forårsager kolubrid-bid maksimal skade.
"Hugorme er de mest frygtindgydende af dem. Deres tænder sidder helt fremme og kan derfor ramme byttet og trække sig tilbage igen ubegribeligt hurtigt," forklarer Tobias Wang.
Fælles for de tre slangefamilier er, at de skal slå hurtigt til, så de ikke når at forskrække byttet, og det slipper væk eller går til modangreb.
Men det er ikke alle slanger, der er lige gode til det. Hugorme er overlegne netop på det punkt, mens de to andre slangefamilier, som forskerne har filmet, har kortere tænder.
"Det gør, at de ikke kan penetrere på samme måde. De må arbejde lidt mere for det og bruge længere tid. Det øger risikoen for, at byttedyret når at vende sig og bide slangen," siger Tobias Wang.
Han kalder det "et kæmpe problem" for slanger rent overlevelsesmæssigt.
"Derfor er det afgørende, at de har en bideteknik, der minimerer interaktionen med byttet."
Omvendt viser studiet og videoerne også, at hvis slangerne slår for hurtigt til, kan de miste deres tænder, fordi de rammer forkert og knækker en hugtand. Med det australske studie er det første gang, at netop dét er fanget på kamera.
Tobias Wang gennemgår her de tre slangefamiliers bideteknikker, som de ses i videoerne:
Herhjemme kender vi den bare som hugormen. Men den danske hugorm hedder i virkeligheden den europæiske hugorm Viperaberus og er kun én ud af cirka 200 hugorme-arter globalt.
Fælles for hugorme er, at de er lynhurtige og præcise i deres bid.
Videoen fra det australske studie viser en slowmotion-optagelse af en skarpsnudet hugorm Deinagkistrodon acutus, der folder sine hugtænder ud, når den angriber, og sætter dem i byttet inden for 100 millisekunder fra det iværksatte angreb.
"Hugorme er overlegne i forhold til at lave overraskelsesangreb på hurtigt, at byttet ikke når at opdage, hvad der skete," siger professor Tobias Wang.
Han har selv oplevet det, da han var biologistuderende i Brasilien, hvor man dengang fodrede med levende mus i laboratoriet. Hugormen ...
まだレビューはありません